Ledige stillinger Finance Manager med ansvar for faglig udvikling
Har du solid erfaring med regnskab, økonomistyring, HR-administration og rådgivning – og motiveres du af at være den faglige nøgleperson, der skaber tryghed, kvalitet og fremdrift for både kunder, kolleger og ledelse?
Det her er rollen for dig, der gerne vil tættere på beslutningerne, tættere på kunderne og tættere på udviklingen af en virksomhed.
Faglig nøgleperson med ansvar for kvalitet, kunder og udvikling
Som Finance Manager i denne rådgivnings- og konsulentvirksomhed inden for bogholderi og regnskab får du en central rolle i virksomhedens videre udvikling, professionalisering og vækst. Du bliver en del af virksomhedens ledelse og et fagligt omdrejningspunkt for leverancer inden for bogholderi, regnskab, løn og HR-administration. Du er en naturlig sparringspartner for både medarbejdere, ejer og direktør.
Rollen er ny og skal samle, styrke og videreudvikle den faglige platform, så virksomheden står stærkere over for både eksisterende og nye kunder. Jobbet indebærer at:
- rådgive kunder og medarbejdere i komplekse sager inden for bogholderi, regnskab, løn og HR-administration
- kvalitetssikre leverancer på tværs af kundetyper, brancher, systemer og kompleksitetsniveauer
- udvikle standarder, tjeklister, skabeloner og best practice, der sikrer ensartet kvalitet
- omsætte regler, paragraffer og faglige vurderinger til praktiske og forståelige anbefalinger
- salgsmøder og modtagelse af nye kunder, behovsafdækning og etablering af samarbejder
- deltage i møder med større eller mere komplekse kunder, hvor der er behov for ekstra faglig tyngde
- bidrage til at professionalisere struktur, faglig platform, interne processer og ledelsesmæssigt overblik
- du skal kunne færdiggøre regnskaber, så de er korrekte, veldokumenterede og klar til aflevering til revisor
Du får base syd for Aalborg og bliver en vigtig støtte for både kunder, kolleger og ledelse. Rollen handler om at skabe faglig tryghed, overblik og kvalitet i hverdagen. Du får en god mulighed for at tage et bredt ansvar for kundeportefølje, faglig platform, intern organisering og udvikling af en tydeligere ledelsesstruktur.
Stærk faglighed og naturlig ansvarstagen
Du har en solid faglig baggrund inden for bogholderi, regnskab, økonomistyring og HR-administration – eksempelvis fra en rolle som revisor, erfaren regnskabschef, økonomichef eller en tilsvarende nøglefunktion. Det er vigtigt, at du forstår værdikæden fra kundemodtagelse og behovsafdækning til rådgivning, leverance og kvalitetssikring. Du:
- er bredt funderet inden for bogholderi og regnskab
- kan rådgive kunder professionelt – også i følsomme eller komplekse situationer
- er systemstærk og kan hurtigt sætte dig ind i forskellige programmer, arbejdsgange og kundespecifikke opsætninger
- har forståelse for løn og HR-administration, herunder overenskomster, refusioner mm.
- kan skabe struktur, prioritere opgaver og omsætte faglig viden til konkrete arbejdsgange
- er naturligt den faglige leder og sparringspartner for medarbejderne
- kommunikerer klart og sikkert på dansk, både mundtligt og skriftligt
Som person arbejder du ansvarligt, vedholdende og med høj faglig integritet. Du skaber ro og tryghed omkring beslutninger, bevarer overblikket og trives med at være den, andre søger sparring hos. Du kommunikerer tydeligt, har forretningsforståelse og lyst til at tage medansvar for at bygge noget op og sætte dit præg på en virksomhed i udvikling.
Finance Manager med indflydelse, faglig bredde og tæt samarbejde
Hos virksomheden får du en nøgleposition med kort vej fra idé til beslutning. Din faglighed får direkte betydning for både kunder, kolleger og virksomhedens næste udviklingstrin, og du bliver en tæt samarbejdspartner for ejer og direktør. Du tilbydes blandt andet:
- en central rolle med stor faglig indflydelse og mulighed for at præge virksomhedens udvikling
- en bred kundeportefølje med både mindre virksomheder og større kunder med høj kompleksitet
- et tæt samarbejde med en ejerleder, der ønsker at styrke den faglige platform og skabe et stærkt ledelsesmæssigt samspil
Du skal være klar til fra første arbejdsdag at træde ind som en reel ledelsesmæssig medspiller for virksomhedens ejer og direktør og tage et tydeligt medansvar for den daglige drift, kunderne, kvaliteten og virksomhedens fortsatte udvikling.