AI i rekruttering: Derfor vurderer vi selv kandidaterne
AI kan effektivisere, strukturere og understøtte mange arbejdsprocesser. Også inden for rekruttering.
Men bare fordi teknologien kan noget, betyder det ikke nødvendigvis, at den skal bruges til alt.
Hos Curia bruger vi ikke AI til at screene og udvælge kandidater. Den vurdering foretages af mennesker. Det er et bevidst valg, fordi rekruttering for os handler om mere end at identificere bestemte ord, kompetencer eller mønstre i et CV.
Det handler om mennesker, motivation, erfaring og potentiale men også om kontekst.
Vi læser selv ansøgninger og CV’er
For partner Pia Sondrup Bach og managing partner Torben Abildgaard er udgangspunktet klart: Mennesker skal vurdere mennesker. AI kan være en hjælp i andre dele af arbejdet, men skal ikke screene eller vurdere kandidater.
Torben siger: ”En kandidats profil kan aldrig vurderes kun som en række data. En AI ville ikke opfange en utraditionel karrierevej, der fx kan være præcis det, en virksomhed har brug for. Eller en erfaring, der umiddelbart ser mindre relevant ud, kan vurderes helt anderledes af et menneske end af en AI.”
Og Pia uddyber: ”Motivation og potentiale kan være vanskelige at aflæse alene på baggrund af kriterier opsat som datapunkter. Derfor ønsker vi, at det er mennesker der vurderer kandidaterne.”
AI er et værktøj, ikke en beslutningstager
At vi ikke bruger AI til screening og udvælgelse, betyder ikke, at vi er imod AI.
Tværtimod kan AI være et værdifuldt arbejdsredskab til f.eks. strukturering, idéudvikling og andre administrative og kommunikative opgaver. Ligesom det er i mange andre virksomheder.
Teknologien må gerne gøre vores arbejdsprocesser enklere. Men den skal ikke erstatte den menneskelige vurdering, hvor erfaring, branchekendskab, nuancer, dialog og kontekst har betydning.
Hvad siger EU’s AI Act om AI i rekruttering?
EU-Kommissionen har udarbejdet EU’s AI Act, der er bygget op efter en risikobaseret tilgang, hvor kravene bliver skærpet i takt med den risiko, et AI-system kan indebære. Og netop rekruttering er et særligt område.
EU-Kommissionens officielle AI Act Service Desk beskriver AI-systemer, der bruges til rekruttering eller udvælgelse af personer, som et område, der kan være højrisiko. Det gælder f.eks. systemer, der analyserer kandidater og producerer scoringer, rangeringer eller kategorier, som bruges til at udvælge kandidater.
Det er derfor et område, hvor virksomheder skal være meget bevidste om både teknologien og måden, den anvendes på.
Har du lyst til at læse mere om EU’s AI Act indenfor rekruttering, så finder du den her . Vi har for eget overblik ved hjælp af Copilot lavet denne figur der viser det grundlæggende indhold i EU’s AI Act (rekruttering), som den ser ud lige nu. Den er under kontinuerlig udvikling og opdatering. For fuldt overblik henviser vi til selve artiklen på linket ovenfor.

Curias sammendrag af EUs AI Act. For fuldt overblik og fuld kildenøjagtighed henviser vi til selve artiklen på linket ovenfor. ( AI Assisteret illustration.)
Ansvarlig teknologi og menneskelig rekruttering
Hos Curia ser vi ikke AI og menneskelig rekruttering som modsætninger.
Vi ser AI som et redskab, der kan hjælpe os med at bruge mindre tid på nogle opgaver og mere tid på det, vi mener skaber den største værdi: dialogen, rådgivningen og relationen til både kandidater og kunder.
Teknologien udvikler sig hurtigt, og det gør lovgivningen også. Derfor følger vi udviklingen og forholder os løbende til, hvordan AI kan anvendes ansvarligt.
Men vores grundprincip er:
Vi bruger gerne AI som arbejdsredskab, men mennesker vurderer kandidater og står for den personlige dialog.