Ledige stillinger Projektsalgschef til DS Stålprofil
Vil du stå i spidsen for et projektsalg i vækst – og forme en nyoprettet stilling, hvor du får reel indflydelse på både team, retning og marked? Har du solid erfaring fra byggebranchen og motiveres du af at skabe struktur, styring og salgsfokus i et projektsalgsteam? Så er denne mulighed oplagt for dig.
Ansvar for et voksende projektsalg
Som projektsalgschef får du det fulde ansvar for at drive og udvikle projektsalget hos DS Stålprofil. Du leder et team på otte medarbejdere med projektkonsulenter, projektberegnere, en arkitektkonsulent og projektkoordinatorer – et stabilt og kompetent team.
Du arbejder tæt sammen med salgsdirektøren og bliver en del af lederteamet i salgsafdelingen. Samtidig har du en central rolle i at sikre, at projektsalget arbejder integreret med forhandlersalget og bliver endnu mere relevant over for arkitekter, entreprenører og bygherrer.
Dine primære opgaver bliver at:
- Lede og udvikle projektsalgsteamet – med fokus på værdistyret ledelse.
- Sikre styring af pipeline, processer og opfølgning på salgsindsatser.
- Styrke salgsfokus og kommerciel tænkning i afdelingen.
- Sikre, at DS Stålprofil foreskrives i projekter hos arkitekter og entreprenører.
- Opbygge og vedligeholde relationer til nøglekunder i projektmarkedet.
- Prioritere og kvalificere projekter.
- Drive samarbejdet mellem projektsalg og forhandlersalg – herunder sikre tæt dialog med trælastleddet.
- Sikre kvaliteten af teknisk materiale ud mod kunderne (montagevejledninger, videoer m.m.).
- Repræsentere DS Stålprofil på relevante messer og events.
Du får base i Hobro og DS Gruppen har fælleskontorer i Hobro og Aarhus.
Du driver processer, skaber retning – og forstår værdikæderne i byggeriets projekter
Du kommer med 5-8 års erfaring fra byggebranchen og har arbejdet med projektsalg, entreprenører, rådgivere eller materialeleverandører. Din baggrund kan være merkantil, teknisk eller en kombination – erfaring og indsigt i byggeprojekters faser, beslutningsprocesser og værdikæder er vigtigere end uddannelsen.
Du trives i dialogen med projektmarkedet og forstår de taktiske og operationelle greb, der gør DS Stålprofil relevant gennem hele projektets levetid. Du evner at skabe og fastholde struktur, retning og processer i et velfungerende team.
Herudover har du:
- Erfaring med projektsalg og dialog med arkitekter, entreprenører og rådgivere.
- Forståelse for samspillet mellem forhandlere/trælast og projektmarkedet.
- Taktisk og operationel tilgang til salgsarbejdet.
- Erfaring med lange salgsprocesser og komplekse projektforløb.
- Kommerciel forståelse og evne til at vurdere konditioner og tilbudskvalitet.
- Netværk i projektmarkedet (entreprenører, rådgivere, leverandører).
Personligt kendetegnes du af et højt drive, hvor du trives med at tage ansvaret og følge op på tingene gennem en åben og ærlig kommunikation. Du har et blik for detaljen og arbejder vedholdende og tålmodigt i de lange projektsalg. Ordentlighed og tillid er en selvfølge for dig.
En rolle med stor frihed, reelt ansvar og mulighed for at påvirke retningen
Som Projektchef får du en nøgleposition i en virksomhed i stærk udvikling, hvor projektsalget er på vej ind i en ny fase. Stillingen er nyoprettet, så du får mulighed for at forme både struktur, kultur og processer i afdelingen – og du får fuld opbakning fra en salgsdirektør, der giver stor frihed under ansvar.
Du bliver en del af en virksomhed med:
- Høj kendskabsgrad og stærkt brand i markedet.
- En unik position inden for stålbaserede facade- og tagløsninger – særligt attraktivt i forhold til LCA, design og bæredygtighed.
- Et marked i vækst – stålbeklædning efterspørges bredt fra enfamiliehuse til store domiciler og boligprojekter.
- Kort vej fra kundernes input til produktudvikling.
- Langsigtet tænkning, stærk økonomi og tydelige værdier.