Skip to main content

Seneste stillinger

Financial Controller

Højt fagligt niveau, værdiskabende rapportering og løbende udvikling af økonomifunktionen. MAT Dania søger en proaktiv og ambitiøs kollega med kompetencer og motivation til sammen med vores CFO at drive og udvikle en effektiv økonomistyring herunder yderligere digitalisering samt udforskning af brugen af AI.

Jobbet

Ud over dig består økonomiteamet af en salgscontroller og to økonomiassistenter i Aars samt to økonomiassistenter i datterselskabet i Slupno, Polen. Sammen varetager I virksomhedens økonomi- og regnskabsopgaver med reference til CFO. I har en bred kontaktflade på tværs af organisationen og arbejder tæt sammen med datterselskabet i Polen.

Ud over at få en central rolle i udarbejdelsen af måneds-, kvartals- og årsregnskab vil dine primære opgaver være:

  • Udkast til månedsrapportering til moderselskab i UK
  • Ad hoc rapportering til koncernregnskabsfunktion i UK
  • Controlling af datterselskab herunder mellemregningsforhold m.v.
  • Controlling af debitor- og kreditorstyring
  • Finansielle analyser til at understøtte ledelsesbeslutninger
  • Assistere CFO i udarbejdelse af budget, forecast og årsregnskab
  • Samarbejde med ekstern revision og øvrige myndigheder
  • Optimering og automatisering af arbejds- og it-processer
  • Assistere med rapportering på ESG
  • Analyse af vareforbrug samt opfølgning på standard kostpriser

Stillingen indeholder elementer af business controlling særligt i forhold til lagerstyring og vareforbrug. Du får rig mulighed for videreudvikling, hvor der kan tilføres yderligere ansvar og opgaver baseret på dine kompetencer og ønsker.

Forretningsorienteret, proaktiv og handlekraftig controller

Vi forestiller os, at du har en relevant økonomibaggrund og som minimum en HD(R). Hertil har du flere års erfaring fra en controller-funktion i en produktionsvirksomhed.

Derudover forventer vi, at du som person;

  • har en ansvarlig og proaktiv arbejdsstil, som gør dig i stand til at overholde – til tider korte – deadlines
  • trives med frihed under ansvar
  • har stærke analytiske evner og god forståelse for systemsammenhænge
  • formår at koble tal med forretningsforståelse og er god til at formidle komplekse finansielle data
  • er detaljeorienteret, grundig og tålmodig samtidig med, at du kan bevare overblikket og er hjælpsom, når der lander uforudsete opgaver på dit bord

MAT Dania arbejder i SAP, så kendskab hertil vil være en stor fordel men ikke et krav. Du mestrer selvfølgelig Office-pakken, særligt Excel, og gerne Power BI eller et andet BI værktøj.

Du kommunikerer flydende på dansk og engelsk i skrift og tale.

Et alsidigt job i en spændende virksomhed

Du har her mulighed for at varetage en selvstændig rolle med betydelig indflydelse på den daglige drift og optimering af arbejdsprocesser i økonomiteamet. Der er gode muligheder for at udvikle dig i denne rolle – både fagligt og personligt. MAT Dania er en dynamisk arbejdsplads, hvor to dage ikke er ens, men hvor smil, en uformel tone og hjælpsomme kollegaer er at finde hver dag. Ledelsesstilen er uformel og fleksibilitet, punktlighed, samarbejde samt ordentlighed er nøgleordene for økonomiafdelingen og virksomheden i sin helhed. Din arbejdsplads bliver på kontoret i Aars, men du skal forvente enkelte rejsedage til Polen (max 10 dage/året).

Søg stillingen


Gå til ledige stillinger